Af Susanne kristensen, jordemoder og IBCLC ammekonsulent
Smerter ved amning er noget af det, der ofte kan føles altoverskyggende i en ammeproces. Det mentale pres over ikke at have lyst til næste amning, at frygte ens baby snart vågner og beder om mad. De fysiske smerter, der ofte opleves endnu værre fordi psyken også påvirkes. Det øger adreanelin og hindrer oxytocin og egne endorfiner – og gør det svært at se sig ud af den ”onde” spiral. Årsagerne til smerterne kan være meget forskellige og planen er ofte meget forskellige fra kvinde til kvinde.
Årsager til smerter ved amning
Lad os først tale lidt om årsager til smerter. Jeg nævner her nogle af de mest hyppige årsager. Vi vender lige tilbage til årsager og bud på løsninger.
Min erfaring som IBCLC ammekonsulent er at det oftest drejer sig om sutteteknik. Altså babys samspil med brystet. Det kan f.eks. handle om baby sutter yderligt på brystet, lejres lidt for lavt og ”hiver” lidt i vorten eller ”suger sig ind” i starten af amningen. Det kan også være en baby, der bruger sin gummer til at holde brystet (i stedet for sin tunge). Hos mor vil det ofte betyde hivende, nivende, skarpe, jagende smerter, der ikke stopper efter de første 60-90 sek. Ofte (men ikke altid) ses også sår, revner og/eller en afklemt vorten, der er fladtrykt eller læbestift formet i stedet for rund.
Andre årsager til smerter kan være meget spændte bryster og måske endda beg brystbetændelse. Her vil du kunne opleve rødme og varme lokalt i brystvævet, følelsen af spændthed (enten bestemte steder i brystet eller ved enkelte kirtler) og måske feber og utilpashed. Fordi brystet er spændt, kan det også være sværere for baby at komme dybt på brystet og dermed også give teknik smerter.
Endelig kan det også handle om svamp, der kan give en rødlig hud, glinsende og/eller tørt/skællet. Hos baby ses nogle gange den hvidlige belægning kaldet trøske. Smerter vil typisk føles strålende ind mod brystkasse, både under amning og muligvis imellem amninger også. Svamp er tricky for det er ikke altid de synlige symptomer kommer. Derudover kan smerter ved afklemt vorte give nogle af de samme følelser.
Afhjælpning af smerter ved amning – hvad er løsningen
At være IBCLC ammevejleder føles oftest som at være detektiv. Det kræver jeg går på opdagelse i hele historien, ser amning og alle dens nuancer, undersøger baby og hører familiens oplevelse og kvindens symptom billede. Herudfra er det muligt at komme med et meget sandsynligt bud på årsag samt en plan for komme til smertefri amning.
Den første ”akutte” hjælp er vigtig. Her er kvindens oplevelse, ressourcer og ønsker alt afgørende for planen. For nogle vil det betyde suttebrik ind til heling og bedring, for andre udmalkning via pumpe eller hånd og nogle vil kunne amme fortsat med nødvendige tiltag og justeringer. Selvfølgelig skal der arbejdes med de bagvedliggende faktorer, men kvinden skal være klar. En akut plan ved beg. brystbetændelse eller spændte bryster vil altid handle om at få barnet til at tømme ud, gerne efter brystet har haft kulde på samt modtaget blid ”drænmassage” og måske også håndudmalkning. (se evt min video på instagram om ”førstehjælp til spændte bryster”)
Det giver ALTID mening at starte med basic sutteteknik. For hvis den ikke er optimal øger det sandsynlighed for brystbetændelse og sommetider også svamp og infektion (særligt ved sår). Så ofte starter jeg med simpel gennemgang af lejring i flere positioner. Det giver nemlig god aflastning at lægge til i forskellige stillinger. Det skal være simpelt, så kvinden kan huske det og bruge det. Så arbejder jeg med måder at forme brystet på, så barnet har mulighed for at få ”deep latch” altså blive hjulpet dybt på brystet. Teknik og greb kan variere en del alt efter brystets form og størrelse. Herefter kan der også nogle gange justeres lidt på baby ved at hjælpe over- og underlæbe til at krænge mere ud. I finder en del videoer om tips til lejring og greb på instagram profil.
Den akutte og den langsigtede plan
Så der skal i mine øjne altid være en ”her og nu plan” samt en mere langsigtet, der har til formål at komme den oprindelig årsag til livs. Har barnet f.eks spændinger eller stramt tungebånd, der udfordrer teknikken, vil den langsigtede plan jo ofte handle om, hvordan det kan løses. Men kvinden vil ofte stadig have brug for en ”akut” løsning, der bedrer smerter her og nu.
Det kan være en jungle at navigere i smertebilledet. Desuden har vi desværre ikke helt fået aflivet myten ”bryster skal bare hærdes”. Så kæmpe budskab herfra. Let ømhed og sensitivitet i de første uger er normalt. Let smerte de første 60 sekunder af amning oplever mange. MEN – vedvarende hivende, nivende, skarpe, jagende smerter ved amning er IKKE normalt. Så kære ammende kvinde hold fast ved din fornemmelse og insister på hjælp, hvis du er i den situation.