Jordemoderen

Hvad er fødselsmodning

By hjemmeside@itbot.dk

juni 6, 2024

Fødselsmodning – hvad er det?

Måske har du hørt ordet fødselsmodning? Eller Hindeløsning ? Modnings akupuntur eller rebozo? Jeg taler med en del gravide, der synes det er lidt svært at vide, hvad de enkelte er og kan (og om det virker ikke mindst) I dette indlæg vil jeg prøve at skabe lidt klarhed over netop dette.

Rebozo

Rebozo er en slags massage, der udføres med et slags special lavet tørklæde (også kaldet en rebozo). Massagen udføres ved at tørklædet placeres under numsen (oftest). Så laver man små vuggende vibrationer/ryst i forskellige stillinger. Måske en lidt forenklet beskrivelse, men i virkeligheden er det en meget enkel metode, der til gengæld kan tjene flere formål. Hvis man er erfaren udi ”rebozo kunsten” kan man tilrette lægge specifikke behandlinger, f.eks. mhp fødselsmodning, lindring af bækkengener, vending af baby fra underkropstilling til hovedstilling eller vestimulering under fødsel. Her vil jeg skynde mig at nævne at evidensen på området ikke er med os. DVS vi har ikke undersøgelser, der understøtter effekten. Når det så er sagt må jeg bare sige at min kliniske erfaring er en anden. Forstået sådan at jeg oplever den velvære, afspænding og ro rebozomassagen giver. Den løsner de spændte muskler omkring bækken og ofte også andre dele af kroppen. Når vi taler om det i relation til fødselsmodning, så synes jeg, det er meget vigtige faktorer. At kroppen er afslappet, afspændt, udstrukket. At vi giver kroppen de optimale betingelser for fødsel, for barnets rotation gennem bækkenet. Så når jeg arbejder med rebozo som modning, så handler det om at at kroppen til at give slip og have det godt. Og det handler om at få en baby så godt indstillet i bækkenet som muligt. Jeg oplever at gravide virkelig elsker at modtage rebozomassagen, samt at de føler, det gør godt i kroppen under og efter – hvilket jeg jo synes er ret vigtige faktorer (om end knap så evidens agtige 😉)

Jordemoder susanne giver rebozo

Akupunktur eller pressur

Akupunktur er endnu en måde at fødselsmodne på. Akupunktur er jo de her små hårstrå tynde nåle, der sættes på forskellige punkter over kroppen. Det kan være mhp vestimulering (f.eks under en fødsel) men også i ugerne op til fødsel, mhp at klargøre kroppe, modne og blødgøre livmoderhals vævet. Akupunktur gør typisk ikke ondt at få sat – men kan give energiudladninger, der føles lidt som et lille stød (mildt) eller meget kort en følelse som hvis du støder albuen. Det er et split sekund og så aftager følelsen. Typisk ligger man 20-30 min med nålene. Der er ingen medicinske bivirkninger, men enkelte kan blive lidt varme og let svimle – så kan man blot fjerne nålene. Er man ikke til nåle, kan man også udføre akupressur (tryk massage) på punkterne.  Kigger vi evidens har nogle undersøgelse vist en tendens til at man mere sandsynligt føder omkring termin, hvis man har fået akupunktur i ugerne op mod termin ( tidligst fra 37+0). Nyere undersøgelser finder ikke påviselig effekt. Klinisk erfaring er dog igen den samme som med rebozo – kroppen slapper af under og efter og den mentale effekt af ”at gøre noget aktivt” beskrives, af de gravide jeg møder, som meget positiv.

Jordemoder Susanne sætter akupunktur

Hindeløsning

Hindeløsning er en massage af livmodermund som udføres ved en indvendig undersøgelse gennem skeden med 2 fingre. Hvis livmodermunden har åbnet sig lidt er det muligt at komme igennem og massere på den indvendige side. Man løsner fosterhinderne fra livmodervæggen, hvilket frigiver kroppens eget hormon prostaglandin, som er det vi håber på skubber til kroppen. Det er altså ikke et medicinsk indgreb og vandet bliver ikke prikket hul på. Men det det kræver at kroppen er klar. Altså at livmodermund og hals er modnet således at det er muligt at komme til. Derudover synes jeg det er vigtigt at vurdere om barnets hoved står godt placeret i bækken indgangen. For selvom der ingen farlige risici er ved hindeløsning, synes jeg forholdene skal være optimale, så jeg som jordemoder virkelig tænker det kunne føre til fødsel.

Oftest løsner man kun hinder fra termin og frem. Statistisk ved vi at det har bedst succes rate der. Men der kan være tilfælde, hvor en individuel vurdering giver mening. F.eks. hvis man som gravid står over for en snarlig medicinsk igangsættelse.

Efter en hindeløsning kan man opleve frisk blødning (tegnblødning) og mere slimet udflåd. Mange oplever flere plukveer og menstrautions mudren i underlivet. Hvis disse beg tegn på fødsel fortsætter er det ofte inden for halvandet døgn efter hindeløsningen. Det bedste råd jeg har efter en hindeløsning er at have ro på. At ignorere ”de små” tegn på fødsel, bruge varmepude, brusebad og evt 1 g panodil og få hvilet. Hvis kroppens hormoner bygger nok op til fødsel – så skal det nok bryde igennem.

Virker fødselsmodning?

Hvis succes måles i om man føder hurtigt efter behandling, så er resultaterne varierende Hindeløsning efter termin er den der målbart har mest effekt. Men måler vi effekt i mental tilfredshed, ro i nervesystemet, velvære i kroppen og lignende faktorer, så mener jeg vi har høj succes rate. Jeg ser også en klar tendens i føderummet til at fødselsmodende behandlinger, har gjort et godt stykke forarbejde med at blødgøre vævet. Den påstand står helt for egen regning. Men uanset hvor vigtig undersøgelser og evidens er – må jeg som jordemoder på 19. år også bare sige, at ikke alt er målbart. Mine kliniske observationer, erfaringer og håndværk er for mig vigtige medspillere.

Del indlægget:

Andre indlæg

blødning i graviditet skaber utryghed

Pletblødning i graviditeten

Intro De fleste gravide jeg møder, forbinder det at bløde i graviditeten med noget farligt. Mange bliver meget bekymrede. Der er imidlertid en række årsager

Læs mere

Klar til at tage det næste skridt?

Book din aftale med Jordemoderen i dag